For at gøre benkonstruktionen så stærk som muligt er benene samlet med en stor svalehalesamling. Den er placeret, så den kun er synlig fra stolens inderside. På den måde får man en stærk konstruktion, uden at samlingen fylder unødigt i stolens udtryk.
Flet stolen kan fås med tre forskellige typer armlæn: lodret, vandret firkantet eller vinklet. De vandrette armlæn er ofte valgt til stolen som spisestol, hvor højden gør det muligt at skubbe stolen ind under de fleste spiseborde. Det lodrette armlæn giver stolen et mere afslappet udtryk og bruges ofte til en lounge eller kontorstol.
Som standard laver jeg stolen og den matchende skammel i egetræ eller valnød. Begge træsorter giver stolen et forskelligt udtryk, men har det til fælles, at de er velegnede til et møbel, der skal bruges og holde i mange år. Jeg arbejder også med andre træsorter, hvis der ønskes noget bestemt. De forskellige muligheder kan ses under siden Materialer.
Sædet og ryggen er udført i fransk flet også kendt som rattan, peddigvæv eller rørflet. Det er et naturmateriale, og derfor vil farven og strukturen variere fra stol til stol. Det er en del af materialets udtryk og betyder samtidig, at stolen med tiden vil ændre sig. Flettet bliver mørkere og får en naturlig patina, efterhånden som stolen bliver brugt.
Fransk flet er samtidig et stærkt og holdbart materiale. Skulle der på et tidspunkt opstå en skade, kan flettet repareres eller udskiftes uden at hele stolen behøver at blive kasseret. Det passer godt med tanken bag stolen: at de enkelte dele skal kunne holde, vedligeholdes og repareres frem for at hele møblet skal udskiftes.
Jeg står selv for hele produktionen af Flet stolen i mit lille snedker værksted på Fyn. Jeg starter fra den rå træplanke, gennem opmærkning, udskæring og samling, til flet og den afsluttende overfladebehandling. På den måde har jeg selv kontrol over alle dele af processen og kan gå ned i detaljerne undervejs.
Flet stolen er lavet som et møbel, der gerne må blive en del af hverdagen. Den er bygget til at blive brugt, og materialerne er valgt med tanke på, at den skal blive bedre med tiden frem for at skulle se ny ud for altid.